Opdatering maj 2023.
Jeg har ikke fået opdateret hjemmesiden efter jeg gjorde det i juli, grunden er, at udbyderen af vores hjemmeside er opkøbt af et andet firma, og dermed er redigeringsmåden ændret markant, så voldsomt at jeg ikke kunne finde ud af det længere. Nu prøver jeg mig langsomt frem.
Siden juli har jeg været i Gambia 2 gange, i oktober/november og igen i januar/februar. Anne Marie var der nede i samme perioder og er der igen her i april/maj. Som sædvanligt gik oktober med at betale skolepenge til vores elever, en stor del af dem har efterhånden lært at dukke op til tiden, så hele december går ikke mere med opfølgninger.
Køkkenbygningen er nu så langt, at det meste materiale er købt til VVS, el, lofter, men vi mangler penge til fliser til gulve og vægge og til inventar (køl, frys, komfurer og løsøre), så det bliver nok først i 2024 vi kommer igang med "Fra jord til bord."
På generalforsamlingen i marts blev det besluttet at sætte sponsorbetalingen til eleverne på skillscentret op til 1500 kr/år. Det var begrundet i stigende priser på alt, incl. lærerlønninger, og at prisen ikke havde ændret sig siden skolens start i 2016.
Vi har købt en del bougainvillea blomster, (se billedet), som vi vil plante langs med hegnet, både fordi det pynter, og så stikker de, så det bliver træls at prøve at klatre over.
Jeg vil prøve om jeg kan finde ud af at lægge lidt nye billeder ind, vi får se om det lykkes. Jørgen Rex.
Opdatering juli 2022.
Så har jeg prøvet at være i Gambia i juni måned. Det er starten af regntiden, så vi oplevede nogle gevaldige regnskyl hvor vejene sejlede i vand, da der ikke er nogen kloarkering, skal man ikke vove sig ud under de store regnskyl. I Danmark kalder vi det skybrud når der kommer over 15 mm regn på ½ time, i Gambia har man oplevet 90 mm regn på ½ time, altså 6 x dansk skybrud. Det var også mangosesson medens jeg var der nede, og hold da op hvor smager sådan er friskplukket mango godt, meget bedre end dem man køber her hjemme der er plukket umodne, og modner på vej her op. Til gengæld får gambianerne ikke udnyttet alle mangoerne, så der ligger mængder på jorden og rådner. Det bliver noget for vores nye fag, "Fra jord til bord" at arbejde med når vi får det op at stå. Vi håber på at få det igang i 2023. Nu må vi se om vi får skaffet penge nok til at færdiggøre køkkenbygningen. Den ydre skal er færdig, og der er tag på, men alt det indvendige mangler. Se billederne i Fotoalbum "Byggeri nye billeder"
December 2021
Efter 7 dejlige uger i Gambia, med mellem 25 og 35 graders varme er det lidt af et chok at komme hjem til sne, frost, mørke og nøgne træer, det tager lige nogle dage at vænne sig til. Vores formand Anne Marie Hegelund, der var dernede i 9 uger, og undertegnede har haft en del at gøre vedrørende vores skoler dernede. Anne Marie har siddet ude på skolen næsten hver dag i over en måned og udbetalt skolepenge m.m. til vores over 700 sponsorbørn og unge. Samtidig har hun indsamlet skoleresultater og breve fra eleverne til sponsorerne til senere videreforsendelse når hun nu er kommet hjem. Undertegnede hjalp lidt med dette, og brugte også tid på skills centret.
Vi har for længe siden besluttet i bestyrelsen at starte en ny linje op, ”Fra jord til bord” den linje skal give de unge en baggrund for senere at søge job på hotellerne eller i levnedsmiddel industrien. Sådan en linje kræver dog at man har et køkken som værksted, og det har vi påbegyndt bygningen af. Vi har ikke penge nok lige nu til at gøre det færdigt, men har et overslag, der skulle give økonomi nok til at støbe grunden og rejse ydermurene, så håber vi, at vi i løbet af sommeren kan få samlet penge til at få tag på inden regntiden, så må det indvendige komme hen af vejen.
På skills centret er der god søgning til skrædderlinjen, medens det kniber lidt med søgning til constructor og svejser linjerne. Det har undret os, da vi ser, at der er rigtig mange byggerier i gang næsten alle steder vi bevæger os omkring, så der må være behov for de fag. Vi talte med nogle af vores færdige constructor uddannede om det, og de mente, at det var fordi det var hårdt fysisk arbejde uddannelsen førte frem til, og det var udendørs arbejde i al slags vejr, specielt solen er hård ved dem. Vi andre kan også få øje på mange arbejdsmiljømæssige problemer, bl.a. livsfarlige stilladser.
Jørgen Rex
Opdatering juni 2021
I maj var Karen og jeg i Gambia i 2 uger. Vi aftalte med Bojang, der er skoleleder på skills centret, at de ville holde et åbent hus arrangement for omkringliggende skoler, for at gøre opmærksom på vores skole. Dette arrangement blev afholdt d. 18. juni med meget stort fremmøde. Det er spændende at se om det har givet nogle flere elever til næste årgang.
Jørgen Rex
Gambiadag 2021
I år afholder vi vores traditionsrige Gambiadag lørdag d. 21. august på Kongenshus Hede og Mindepark.
Adresse Vestre Skivevej 142, 8800 Viborg.
Vi mødes kl. 10 ved på P-pladsen ved Mindeparken og udsigtstårnet. Her er overdækkede spisepladser samt toiletter.
Der er 4 afmærkede vandreruter, hvor den korteste er på 2,5km. Har du mod og kondi til alle fire ruter, bliver det ca. 15 km i alt. Kongenshus Hede er et af landets største hedearealer, og et billede på hvordan Jylland så ud for 200 år siden.
Tanken er at få venner, bekendte og evt. firmaer til at sponsorere os der møder op, med x kr pr. km vi går/løber. Pengene går ubeskåret til Skillscenteret. Det koster 100 kr at deltage.
Vi sørger for pølser, kartoffelsalat, øl, vand, kaffe og hjemmebag. Og en grill til pølserne. Alt mod betaling.
Mød talstærkt op til en dag med hyggeligt samvær, frisk luft og motion for en god sag.
Tilmelding senest d. 19.august på mail til jytteramsdal@hotmail.com
Opdatering december 2020.
Efter 6 gode uger i Gambia, er vi hjemme igen. Anne Marie har været dernede i 9 uger og brugt en stor del af tiden med at sidde på skillscentret og tale med børnene og de unge og udbetale skolepenge. Underligt nok, er der enkelte af de unge, der var svære at få til at møde op, selv om det var annonceret på skolen, og i lokalradioen og endda efter Jallow havde ringet til dem, så der var meget spildtid med at vente på dem.
På skillscentret er de nået langt med at bygge mur rundt om grunden. Muren ud mod vejen er færdig, resten af vejen rundt er muren oppe i fuld højde, men kun lidt af den har fået jerngitter, og er blevet pudset. Indersiden bliver sprøjtet med en tynd beton vælling så den bliver ruflet, men lidt mere ensartet. 5 af vores constructor elever, der blev færdige sidste år har en del af det forgangne år arbejdet frivilligt med at opføre muren, mange tak til dem. Vi har også startet et haveprojekt op. Området mellem klassefløjen og KSF´s kontor, der hvor der om mange år er planlagt en gæstelærerbolig, har vi fået fræset, og planen er at der skal såes grøntsager, og vi har alerede plantet de første 8 papaya træer. Vi er også igang med at eksperimentere med at tørre frugt, undertegnede har bygget en tørrekasse, som vi har eksperimenteret med, vi har tørret papaya, ananas, banan og lime, og det fungerer fint. Se billeder under "Fotoalbum" - "Byggeri nye billeder"
Jørgen Rex
Opdatering oktober 2020.
Efter en turbulent hjemrejse i marts på grund af corona, og Brussel Airlines nedlukning af flyvning, er sommeren ved at gå på hæld, og det er tiden at tage til Gambia igen. Undertegnede tager derned sidst i oktober, Anne Marie er taget derned i starten af oktober. Når vi kommer hjem i december skal jeg nok lave en større opdatering om forholdene dernede, og hvad der er sket på skills centret. Siden marts har skolen været lukket det meste af tiden, også på grund af corona, men der har været nogle af de unge der ikke har kunnet undvære deres skole, så de har været mødt op, og har bl.a. stort set gjort muren omkring skolen færdig. Jeg syntes lige jeg ville vise den nye port som svejsereleverne har lavet.
Jørgen Rex
Opdatering februar 2020.
Så har jeg været i Gambia igen , denne gang kun i 3 uger. Jeg rejste ned sammen med Anne Marie d. 14. januar. Anne Marie bliver der nede i yderligere 14 dage. Ud over en del besøg og møder på skillscentret har vi arbejdet med at sætte en ansøgning sammen til CISU der administrerer en del af statens u-lands midler. Vi vil gerne starte en ny uddannelse på skolen "Fra jord til bord" hvor de unge skal lære at behandle frugt og grøntsager. Der går en del, specielt frugt, til spilde, mange mangoer, citrusfrugter, papayer m.m. ligger på jorden og rådner op, vi vil gerne lærer dem at udnytte disse resourser til marmelade, juice, tørret frugt, frugtmos eller andet. De skal selvfølgeligt også lære at lave mad.
På skolen er de begyndt at lave en mur omkring grunden. Det var et stort ønske fra de ansatte da både dyr, gennemgangs trafik både gående, cyklende og motoriserede, og legende børn på terrasserne forstyrrede undervisningen temlig meget. Jeg lægger flere billeder op under fanebladet "Byggeri nye billeder"
Vi har en volontør der nede lige nu, hun skal være der i 4 måneder hvor hun bor lokalt og deltager i undervisningen på både skillscentret og i nurseryskolen. Hun har skrevet et indlæg om hendes første 2 uger, som jeg vedhæfter.
Jørgen.
Kære Jørgen, her får du lige en lille mail på hvordan min oplevelse har været indtil nu.
Når jeg tænker tilbage på første dag hernede, så tænker jeg at det er helt utroligt at der er gået 3 uger siden jeg ankom. Det føles både som 3 måneder og 3 dage. Alle omkring mig har været utrolig søde og dygtig til at tage imod mig og tage mig med de diverse aktiviteter. Jeg vil klart anbefale andre at tage afsted alene. På trods af at det til tider har været hårdt, at man nogle gange føler sig alene eller misforstået, så er det hele oplevelsen værd. Når man rejser alene er man nødt til konstant at kaste sig ud i nye udfordringer og prøve nye ting, men det er også her man får uvurderlige og uforglemmelige oplevelser. Her i Gambia, har jeg de seneste 3 uger, lært så meget nyt. Jeg har haft de fedeste oplevelser og er blevet inviteret med til Navne-cermonier, fødselsdage, familiefester, fodboldturneringer og meget mere. Jeg har mødt fantastiske mennesker og mennesker med anderledes virkelighedsopfattelser end mig selv. At prøve at undervise i en skole, hvor mange af metoderne og redskaberne er anderledes end vi kender dem, at stå i midten af en børnehaveklasse og råbe og skrige for at få dem til at lytte, at blive stoppet af fremmede mennesker der ønsker dit telefonnummer eller facebook (stort set hver gang du er ude og gå), eller at få råbt “tubab” efter sig, er bare få af de tusinde ting der gør Gambia til et super spændende sted at rejse til. Selvfølgelig har jeg også mødt udfordringer og nogle dage har været hårdere at komme igennem end andre, men der er ikke en dag jeg ville være foruden. Jeg har lyst til at vise alle det her sted, for det er i sandhed et eventyr at være her.
Mange hilsner fra Rebecca T. Kring
Opdatering december 2019.
Hjemme igen efter endnu engang 5 uger i Gambia.
Den helt store oplevelse denne gang var gradueringsfesten for vores første elevhold, der var blevet færdiguddannede efter 3 år på skolen. Vi var 36 sponsorer der deltog, og mange gæster ude fra både lokale og andre danskere. De nyuddannede skræddere og constructorer var klædt på i det helt store skrud, sorte kapper, og gradueringshatte, og pigerne med sminke, parykker og kunstige øjenvipper. Det var et brag af en fest, mange taler, musik, overdragelse af beviser og til slut spisning. En god dag for alle.
En anden oplevelse var den del af værkstedsbygningen, der var blevet færdig. En fin stor bygning, ca. 180 m2. Bygningen er blevet indtaget af svejserne, da skrædderne jo har et værksted, og construktorerne primært arbejder udendørs. Bygningen er opført af constructor holdet, eleverne og lærerne, de har lavet de ca 80% af arbejdet. Se billeder i "Fotoalbum"- "Byggeri nye billeder".
Steen Eilenberg og undertegnede, der begge er med i arbejdsgruppen herhjemme, der arbejder med de fysiske rammer vedr. skillscentret, foretog et bygningssyn. Der var ting, der trængte til at blive gået efter, men vi skal også finde en balance mellem gambianske- og danske normer, men det har vi en god dialog med skolens leder Bojang om.
Næste bygninngsprojekt var et stort ønske om at få en mur rundt om skolens grund. Ønsket var begrundet i, at der er mange forstyrrende elementer, der færdes på skolen og forstyrrer undervisningen, æsler, geder, høns, børn der leger på terrasserne lige udenfor klasserummene og lokale der bruger skolen som gennemgang, både gående, på cykel og knallert/motorcykel. Vi gav dem lov til at starte byggeriet af muren, vi har ikke penge til det hele, men håber der dukker noget op under vejs, og det er vigtigt at constructoreleverne har noget relevant praktisk at arbejde med.
Jørgen Rex
Opdatering marts 2019.
Hjemme igen efter to gode uger i Gambia. Vi var godt en halv snes sponsorer dernede på forskellige tidspunkter her i marts, nogle er der stadig, andre er kommet hjem.
Vi var spændte på at se platformen til værkstedsbygningen, den var blevet færdig umiddelbart inden vi kom derned. Den er stor, 352 m2, så der bliver god arbejdsplads for de unge mennesker. Vi ville gerne have givet dem lov til også at opføre værkstedsbygningen, men det tillader økonomien ikke, vi rådede kun over det halve af det beløb der skulle bruges. Den salomonske løsning blev, at de bygger det halve af værkstedsbygningen, det mente skolelederen og lærerne ville vær en OK løsning, så det glæder vi os til at få billeder hjem af, når de går igang.
Til sommer bliver vores første elevhold færdige. der bliver afholdt dimensions fest d. 2. november, da der vil være en del sponsorer i Gambia på det tidspunkt.
På foreningens generalforsamling blev der efterlyst billeder af elevernes arbejde, det har jeg lagt nogle ind af på siden "Fotoalbum" underside "Eleverne".
Næste gang jeg tager til Gambia bliver sidst i oktober. Skulle der komme nyheder dernede fra, eller gode billeder inden, skal jeg nok opdatere siden undervejs.
Jørgen Rex
Opdatering december 2018.
I november var vi knap 40 sponsorer i Gambia, primært for at besøge vores sponsorbørn, men også for at følge udviklingen på skills centret.
Vi havde forberedt en festdag en af de dage hvor der var flest sponsorer der nede, og det blev en rigtig god dag. Vi startede med at høre lidt om baggrunden for centret, lidt om opstartsfasen, om skolens hverdag, en elevforældre fortalte om skolens betydning for både de unge og egnen, og der blev også plads til en officiel tale. Herefter havde eleverne forberedt et lille skuespil. Til sidst optrådte piger fra 3 stammer med nogle af deres rituelle stammedanse. Efter det blev der lagt op til leg og konkurrencer der involverede både sponsorer og skolens elever og ansatte. Dagen sluttede af med spisning hvor vi fik gambiansk mad der blev spist på næsten gambiansk vis, store fade som der bliver spist fælles af med fingrene, mange af sponsorerne havde dog medbragt en ske. En lang, varm, men rigtig god dag var slut.
Bygningsmæssigt var administrations bygningen blevet færdig. Et rigtigt flot arbejde udført for 75%´s vedkommende af construktor eleverne sammen med deres lærere. Godt gået. Der blev også sat hjørnepæle af til næste projekt en stor værkstedsbygning på 32 x 11 meter. Det kostede os en del store mango træer som eleverne gik i gang med at fælde. Det er desværre prisen hver gang vi vil bygge.
Der er i øjeblikket 128 elever på skolen fordelt på 3 årgange, der igen er delt i 3 forskellige uddannelser. En construktor (bygningshåndværker)-, en skrædder- og en svejser uddannelse. De elever der er startede i 2016 bliver færdige sommeren 19 og får deres certifikat (svendebrev), hvis de består. Der har været stopprøver under vejs, så det forventer vi alle gør.
Til slut vil jeg nævne at vi havde besøg af 19 unge piger der studerede til tandteknikere på tandlægehøjskolen i Århus. De brugte 4 dage til at gennemgå elevernes tænder. Se billederne i fotoalbum - eleverne.
Jørgen Rex
Opdatering marts 2018.
Hermed en opdatering af besøget i Gambia i marts. Vi var ca. 16 fra foreningen i Gambia, og alle var selvfølgeligt omkring skillscentret.
Vi afholdt et enkelt bestyrelsesmøde. Næste gang jeg er der nede, skal jeg sørge for at få et billede med hjem af bestyrelsen. Den store nyhed under mødet var at NAQAA der er det nationale kontor for skills centre har udnævnt os som pilotskole, hvilket er et stort skulderklap. Vi skal bl.a., som en ud af 4 skoler være testskole for nye standarder i de fag vi nu underviser i. Læs skoleleder Ebrima Bojangs indlæg her under.
Constructor eleverne var nået meget længere end i november måned med administrrations-bygningen, de var også nået lidt længere end de var på de billeder, jeg havde modtaget i februar De mangler kun 2 skifter inden de når rejsehøjde, men de er desværre stødt på det problem, at Gambia var løbet tør for cement. De fandt dog et sted, der havde cement lige inden jeg rejste hjem, så de skulle være igang med at bygge igen. Kvaliteten af det de laver ser fin ud.
Jørgen Rex
Opdatering marts 2018
Nedenstående er skrevet af Ebrima Bojang der er skill centrets skoleleder.
JKastrup skills training center kembujeh is a bi product of kembujeh school friends, which aimed at creating educational opportunity for young Gambians who may want to aquire skill training to be able to take part in meaningful national development.
As the unemployment rate is very high within the youths, most people have no or very little education, and
there is great lack of opportunity for professional training.
The goal is for approximately fifty (50) students per year to undergo a three year educational program in skills training.
In the plight of this, the school has been trying very hard to
add its name on the growing number of training schools in the Gambia offering professional skills training to the young people of the Gambia, by registering with National Accreditation and Quality Assurance Authority (NAQAA) of the Gambia. NAQAA is the government
institution the country responsible for monitoring and supervising all schools offering technical and vocational education in the country.
After lots of consultation and submission of registration documents to NAQAA, our center JKastrup Skills Training
Center is now recognized as a legal center to offer technical and vocational education in the country.
NAQAA as an institution wants to roll out a new project which is to set a new standard for schools offering technical and vocational education
in the country. The project will be first tested as a pilot project and some schools were selected to be part of it.
Again JKastrup was selected to be part of the pilot project.
The main aim of the project is to make sure all schools under NAQAA
uses the same standard in teaching so as to be able to issue the same certificate which will be recognized nationally and internationally.
In testing the standard there are three core values to looked into,
1. KNOWLEDGE 2. SKILLS 3. ATTITUDE
This
three core values are going to be strictly monitored to ensure competent in any student to be certificated.
In conclusion, the management staff and students of JKastrup Skills Training Center Kembujeh are looking forward in working with NAQAA in bettering
the lives of young people in the Gambia.
Report from Mr Ebrima Bojang
Principal JKastrup.
Opdatering december 2017.
I november var der en del sponsorer i Gambia, nok primært for at besøge deres sponsorbørn, men også for at se hvordan det gik med skills centret. Indenfor det sidste ½ år har vi fået udbygget klassefløjen med yderligere 3 store klasserum, et midlertidigt lærer opholdsrum og et lille depotrum. Det var af stor vigtighed at få nogle flere klasserum, da der efter sommerferien startede yderligere knap 50 elever, således at vi i øjeblikket har to hold skrædderelever, 1. årgang og 2. årgang, det samme gælder for construktor eleverne, og som noget nyt er der startet et lille hold med elever der skal udlæres som svejsere.
Hvad fremtiden angår, er byggeriet af en administrationsbygning startet op. Denne opgave har de to construktorlærere påtaget sig i samarbejde med eleverne, dog med lidt hjælp udefra. Allerede da de havde fået grønt lys til at starte, var både lærere og elever så ivrige for at komme igang at lærerne og 8-10 elever mødte ind på deres fri lørdag for at starte op, og havde meget travlt med at sætte galger op og trække snor til at markere bygningen. Se billederne under fanebladet "Fotoalbum" - "Byggeriet" Administrationsbygningen kommer til at ligge der hvor der på oversigtstegningen står kantine/køkken. Se under fanebladet "Økonomi" En ny oversigtstegning er under udarbejdelse.
Lidt længere ud i fremtiden vil vi gerne starte et køkkenhold op som skal være en fra "jord til bord linie". Så det går vi igang med at søge penge til nu.
Jørgen Rex
Opdatering d. 27. februar 2017
Hermed en kort opdatering fra Gambia. Jeg kom hjem i går efter 14 dage der nede. Aktivitets niveauet på skolen var højt, de har jo ligget stille i en månedstid p.g.a. problemerne med den afgående præsident der tabte valget, men nægtede at gå af. Alle havde frygtet en borgerkrig, eller et kupforsøg fra den afgående. Men efter at nabolandende gik ind i konflikten og pressede den tidligere præsident til at forlade posten, er der faldet ro på situationen. Stemningen i landet virker optimistisk og folk er glade, og jeg mødte ikke en der savnede den tidligere præsident.
Skolen har fuldt hus, 52 elever, det er hvad der er plads til. Der er 30 på skrædder linjen, heraf 1 dreng og 22 på konstruktør linjen (murer + andre bygningshåndværker fag), heraf 4 piger, det er meget ualmindeligt i Gambia, at piger tager denne uddannelse, så hurra for at vi har 4 på holdet.
Bygningsmæssigt er vi i gang med at overdække vores to containere, så skrædder eleverne får et værksted. I øjeblikket arbejder halvdelen praktisk i klasserummet, og den anden halvdelen har teori ude på den overdækkede terrasse. De glæder sig til at få et stort værksted, det bliver på 75 m2.
I forbindelse med næste skoleår skal vi have bygget en klassefløj mere. Uddannelser er 3 årige, så af hensyn til flowet er vi nødt til at optage ca. 50 elever hvert år, og det betyder, at når skolen er fuldt udbygget vil der være 150 elever fordelt på 3 årgange. Vi har bedt om, at de starter på at bygge den platform bygningen skal stå på. Hele bygningen er budgetteret til at koste 190.000 kr, heraf koster platformen de 70 - 80.000 kr, dem har vi. Resten håber vi at kunne skaffe i løbet af foråret. Hvis du går ind under fanebladet "Budget" er det den bygning der har nr. 2 på oversigtsplanen der er næste projekt.
Jørgen Rex
Bestyrelsesmedlem i Skills Center bestyrelsen Karamo Saho er i onsdags død
efter få dages sygdom. Karamo har været en meget stor hjælp for foreningen i forbindelse med vores arbejde med Skills centeret. Mange tanker sendes til Karamos store familie, hvor jeg ved, han vil blive meget savnet ikke mindst af de små børn, der tilbragte mange af dagens timer sammen med deres far.
Æret være Karamos
minde.
Anne Marie Hegelund
Opdatering december 2016.
Så er alle sponsorer vist hjemme igen efter "novemberturen" til Gambia.
Det var en fornøjelse at se skolen igang, og deltage i indvielsesfesten d. 5. november sammen med ca 30 sponsorer og et par hundrede gambianer. Se billederne fra indvielsen under fanebladet "Fotoalbum" derefter fanebladet "Indvielsen"
En af eleverne blev spurgt "om det var en god skole". Med et skælmsk smil svarede han "Nej"--------pause------ "det er den bedste". Sådan nogle bemærkninger er en fornøjelse at høre .
Vedr. fremtiden: Vi har modtaget 60.000 kr fra Hesse-Ragles Fond, søgt til opførelse af bygning 2 på oversigtsplanen (se under fanen "Økonomi"). Vi har i skolebestyrelsen besluttet at starte opførelsen af bygningen, beløbet er ikke nok til at færdiggøre opførelsen, men vi er optimister vedrørende at skaffe flere penge. Vi har også modtaget godt 31.000 kr fra udlodningsmidlerne (tidligere tipsmidlerne), men kun nogle af disse er målrettet byggeriet. Det er også blevet besluttet at lægge tag over de to containere, og lukke enderne mellem dem, og på den måde lave en workshop til skræddereleverne.
Opdatering september 2016
J. Kastrup Skills Training Center
Vi er nu så langt med opførelsen af vores Skills Center, at de 2 første hold elever kan starte her i september.
Anne Marie Hegelund og Jørgen Rex rejste sidst i juni 2016 til Gambia for, som medlemmer af Skills Centerbestyrelsen i Gambia, at deltage i ansættelsen af principal til skolen.
På skolen vil der blive tilbudt 3 årige uddannelser. I år forventer vi, at der starter 2 hold elever op, et hold murerelever og et hold skrædderelever. Alle de unge skal også undervises i engelsk, regning, IT, samfundsfag og management. Planen er at optage ca. 50 elever til start her i september. Heraf forventes at ca. 15 unge er nogle af vores nuværende sponsorbørn fra 9. klasse. Derudover skal der findes ca. 35 unge, der ikke er sponsoreret af KSF. Nogle af disse unge, håber bestyrelsen, at kunne finde sponsorer til i henhold til beslutningen på den ekstraordinære generalforsamling. Altså sponsorer, der tegner et 3 årigt sponsorat på kr. 1.100,-/år.
Fortsætter et af KSF's sponsorbørn på Skills Center eller i 10./11./12. klasse er der sparet op til skoleforløbet via tidligere års sponsorbetalinger. Så hvis du i forvejen sponserer et barn og han/hun vælger at fortsætte på skills centret, koster det fortsat kr. 600,-/år at sponsorere.
Kender du nogen, der vil sponsorere et ungt menneske i 3 år, må du meget gerne opfordre dem til at kontakte sponsoransvarlig Ingrid Brammer - ibrammer@live.dk
Bestyrelsen er i gang med at søge fonde m.m. for at prøve at skaffe midler til opstart af Skills Centret.